This is a subtitle for your new post

Hvordan er det nu, man regner rumfang af en cylinder? Er det smart at måle rumfang af en værkstedshal i centimeter? Og hvad i alverden har spændingsrækken af metaller at gøre med produktionen af pumper?
Vi har de seneste uger haft besøg af elever fra Brobyskolernes 8. klasser, og Broskolen i Rolfsteds 6. klasse, som har lagt en del af deres naturfagsundervisning her på fabrikken.
Det er en del af Erhvervsrygsækken, hvor elever fra folkeskolerne i
Faaborg-Midtfyn Kommune kommer på besøg på virksomheder, hvor de arbejder med naturfaglige emner.
Vi har haft besøg af 6. klasserne fra Rolfsted gennem mange år, men det var første gang at Broskolerne kom hertil.
De store skal helst kombinere fag fra hele det naturfaglige område, så her på fabrikken lavede eleverne blandt andet forsøg med spændingsrækken og med at se, hvad der sker, når man sætter strøm til et par papirclips i henholdsvis ferskvand og i saltvand.
De fik syn for sagen i forhold til, hvor hurtigt clipsene kan korrodere, når de er i saltvand, især når der også er strøm i vandet.
Det er jo netop dén viden vi bruger her på fabrikken, når vi designer pumper. Fordi det gør en kæmpe forskel, hvad en pumpe er lavet af (stål, HDPE eller i nogle tilfælde kompositbehandlet stål), og også hvordan et anlæg er bygget, så man undgår lækstrøm i vandet.
Bruger skydelære og lasermåler
Eleverne fra 6. klasse på
Broskolen Afd. Rolfsted arbejdede med geometri, måling og rumfang.
Flere af dem mødte en skydelære og en lasermåler for første gang. Så ud over at måle og finde data til regnestykker, lærer eleverne også om hjælpemidler, som ikke er en fast del af penalhuset og klasselokalet.
Vores lærling Casper hjalp med måling og beregninger - og fik også fortalt eleverne om lærlingeforløbet som industritekniker.
Eleverne fik også en rundvisning på fabrikken, var en tur på teststationen og se en test af en pumpe og blev introduceret til de avancerede CNC-maskiner, hvor vi bearbejder metal til præcise propeller. Nogle af eleverne fik også lov til at prøve at styre maskinen (lidt).
Endnu engang har det været hyggeligt at have de spørgelystne elever på besøg og være med til at give dem en fornemmelse af, hvordan vi bruger matematik og naturfag i hverdagen.
Det er inspirerende at være med til at give skoleeleverne en flig af virkelighed med ind i deres undervisning - og forhåbentlig være med til at gøre deres undervisning lidt mere relevant.
Og som svar på de første spørgsmål:
Rumfanget af en cylinder findes ved at beregne: V= π * r 2 * h
Og om det er smart at beregne rumfanget af lagerhallen i centimeter... altså det er jo ikke nødvendigvis forkert - men det bliver et meget stort tal. Så de fleste vil nok komme til den erkendelse, at det er smartere at lave målingerne i meter, så beregningen ender i kubikmeter.
HOLD DIG OPDATERET!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag inspiration i din indbakke et par gange om året























