13 helt nye – og store - hybridpumper er leveret til et stort projekt i Nordnorge. De er alle af typen LMSALT 600.

Vi ved godt, at 1350 liter vand i sekundet er virkelig meget. Men præcis HVOR meget det sprøjter, når det vælter ud af en 700 mm stor pumpeåbning, havde vi vist ikke helt kalkuleret med.
Så der var nogle af de ansatte, som fik lidt vand i håret og på tøjet, da pumpen satte rigtigt i gang i testanlægget.
Pumpen her er én af de tre sidste pumper af typen LM SALT Pr600/700 – Hybrid - til det store fiskeanlæg i Norge, vi har produceret 13 pumper til. De første 10 er leveret i slutningen af 2025. De sidste tre har fysisk samme størrelse, men de har en højere kapacitet. Derfor er de designet med en anden type propel og en kraftigere motor.
Vi tog de ansatte med ud, så de kunne se testen, da det er én af de kraftigste pumper, vi har testet på anlægget.
Og det var så der, nogle fik et uplanlagt brusebad og et godt grin. 😀 🚿
Pumperne skal være en del af et helt nyt fiskeanlæg, Cermaq Norway, er ved at bygge til at opdrætte laks.
Da pumperne skal arbejde i saltvand, som er aggressivt, ville de hurtigt tære op, hvis de var konstrueret som traditionelle stålpumper.
I stedet er pumperørene konstrueret i det korrosionsbestandige HDPE-materiale, imens aksel og propel er af det stærke og syrefaste duplex. Ved mindre pumper kan t-bøjningen også være af HDPE. Pumperne her har dog en diameter på 600 millimeter og er derfor både store og tunge. Derfor er t-bøjningen lavet af stål, som så er overfladebehandlet med en meget stærk komposit, som er modstandsdygtig overfor saltvand.
De 10 første pumper her er helt ens LMSALT 600/700.
De tre sidste har fysisk samme størrelse, men er konstrueret lidt anderledes med en anden propel, som har fire blade i stedet for tre og en større motor, fordi de skal kunne pumpe en større mængde vand.

HOLD DIG OPDATERET!
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag inspiration i din indbakke et par gange om året













